Marketing & analyse

Alle bilkunder er forskellige. For bilbranchen er det derfor afgørende at forstå, hvordan man bedst muligt går til hver enkelt kunde. Marketing- og analyseområdet er derfor blevet afgørende for, hvor godt forhandlere klarer sig. Det handler om, hvordan du skaber unikke tilbud, som har snorlige forbindelse til den adfærd, og de tanker og behov, som den enkelte kunde har. Samt ikke mindst hvordan du får skabt kontakt.

Det kræver, at du kan lave præcise analyser af privatpersoners og virksomheders ønsker til en bil, uanset prisklasse, egenskaber og finansieringsmuligheder. Og bagefter, at du får skruet din kommunikation sammen, så du gennem de rigtige kanaler – både i off- og online medier – skaber opmærksomhed, interesse og lyst til at høre mere.

Hvis du vil gøre karriere inden for marketing og analyse skal du være skarp til at analysere, god til at strukturere, og dygtig til at kommunikere klart og præcist. Både til dine kollegaer og til mulige købere. Alt sammen for at trække kunderne til butikken, så sælgerne kan gøre deres job.

Hvis du vælger en karriere inden for marketing og analyse, vil der være mange muligheder for dig. Når du har nogle års erfaring, står vejen åben for en videre karriere, hvad enten du har lyst til at blive marketingchef, chef for Business Intelligence eller produktchef. Og skulle du efter nogle år i branchen ønske at prøve kræfter med noget andet, er dine kompetencer og færdigheder i høj kurs i mange andre brancher.