Karrosseritekniker

ER DU PÅ VEJ FREM?

Hvis du drømmer om en karriere i bilbranchen, hvor to dage ikke er ens, og hvor du hver dag får mulighed for at udleve din interesse og passion for biler, så kunne en karriere som karrosseritekniker være noget for dig.


Der er 3 mio. grunde til at blive karrosseritekniker

Det er faktisk så mange biler, der kører rundt på de danske veje lige nu. Og når uheldet er ude, er der brug for en karrosseritekniker. Det betyder også, at du som karrosseritekniker er med til at gøre en kæmpe forskel hver dag for, at Danmark kan holdes kørende.

Allerede før du starter på uddannelsen er du eftertragtet – både som lærling og som færdiguddannet, fordi branchen mangler dygtige eksperter, der brænder for arbejdet med biler.

”Det er den fedeste følelse at gå på job og vide, at man bidrager til noget større”

Nichlas, karrosseritekniker


Bilen er i konstant udvikling

Som karrosseritekniker har du at gøre med rigtig mange af bilens dele. Biler i dag er ikke bare stål. Bilproducenterne udvikler hele tiden ny teknologi og nye tekniske specifikationer. Derfor kræver det dygtige karrosseriteknikere, der i fremtiden kan være med til at sikre den højeste kvalitet i reparationsprocessen, der bl.a. tæller trafikskader, rustskader og specielle karrosseriopbygninger.

”Jeg ved aldrig, hvad jeg møder ind til om morgenen. Er der en skadet bil, der skal forvandles tilbage til sin oprindelige stand, så kræver det både min viden og et godt håndværk.”

Nichlas, karrosseritekniker


Selve uddannelsen

Som karrosseritekniker skal du altså kunne lidt af hvert – og vide rigtig meget om bilen. Derfor giver Karrosseriuddannelsen dig grundlæggende viden om at reparere og genopbygge karrosserier, hvad end det er stål, letmetal, aluminium eller plast. En dygtig karrosseritekniker skal også kunne analysere skadens omfang og give kunden et bud på, hvad det vil koste at reparere skaden.

Man kan også få specialopgaver inden for karrosseriteknik, der omhandler reparation af veteranbiler og køretøjer. Her skal man ofte selv fremstille delene ved at forme plader i bestemte faconer og mål, klippe og bukke metalpladerne og samle dem, især ved svejsning.

På siden her kan du bl.a. læse mere om selve uddannelsens opbygning og længde, samt hvor du kan gå i skole.


Mød danmarksmesteren i karrosseri

Nichlas Rosenkilde Thomsen er blot 22 år og vandt i 2017 danmarksmesterskabstitlen som karrosseritekniker, da han deltog ved ”Skills danmarksmesterskaberne”. Det betyder, at han nu er i fuld gang med at træne til sin deltagelse ved verdensmesterskabet ”World Skills”, der afholdes i Abu Dhabi. Nichlas beskriver selv, ”at det bedste ved faget er når der kommer en stor skade ind, hvor de fleste nok vil mene, at det aldrig kan blive til en bil igen – og man så kan få den til at se ud som ny – det er en lige så stor oplevelse hver gang! Det giver selvtillid!”

”Tænk engang, hvor langt ens uddannelse og karriere kan føre én, når blot man har viljen”

Nichlas, karrosseritekniker og deltager ved verdensmesterskaberne ”World Skills” 2017

Læs mere

Nichlas sikrer kvaliteten på reparationerne

Læs mere

Se Nichlas'

vej til toppen

Interesseret i Teknik?

Find vejen til dit drømme job.
Få overblik over alle teknik-uddannelser
i bilbranchen

Tilmeld dig Interessebanken

Bliv holdt opdateret på nyheder, events og andre arrangementer, hvor du har mulighed for at lære mere om en karriere i bilbranchen.